Af H.C. Østerby (A), Borgmester Holstebro Kommune, Bjarne Sørensen, formand i SMVholstebro og Niklas Winther, chefkonsulent, SMVdanmark

Det er ingen hemmelighed, at Forsvarets bygninger trænger til en grundig renovering. Men selvom der er stort behov for at få kasernerne og andre faciliteter opgraderet, betyder det ikke nødvendigvis, at de lokale håndværkere og virksomheder får mere at lave.

Statslige udbud er ofte så omfattende, at små virksomheder har svært ved at leve op til kravene, og derfor bliver de ofte udelukket fra at byde. Det nye forsvarsforlig har dog åbnet op for, at flere opgaver kan udbydes lokalt, hvilket vil styrke lokalsamfundene omkring forsvarets faciliteter. Ved at opdele udbuddene i fagentrepriser frem for store totalentrepriser, kan de lokale håndværkere nemlig i højere grad få mulighed for at byde på opgaver,

Mindre udbud skaber ikke kun en mere fair konkurrence, men sikrer også, at skattekronerne bruges bedst muligt. Samtidig styrkes de lokale SMV’er og dermed hele lokalområdet, som får glæde af flere jobs og lærlingepladser. Når de lokale håndværkere får chancen, kan renoveringsarbejdet også komme hurtigere i gang, hvilket soldaterne vil drage fordel af.

I Holstebro Kommune har vi bl.a. det Jydske Dragonregiment, som også står over for omfattende renoveringer for at kunne leve op til fremtidens krav. Det er derfor afgørende, at vi ikke på forhånd tildeler opgaverne til store entreprenørvirksomheder, men i stedet sikrer, at de lokale håndværksmestre får mulighed for at byde ind.

Vi håber derfor meget, at politikerne på Christiansborg holder fast i, at der også skal gøres brug af lokale udbud, når opgaverne med forsvarets bygninger skal udbydes.

I mere end 150 år har Holstebro Industri- & Håndværkerforening talt de små og mellemstore virksomheders sag, SMV’erne. Fra 2022 hedder vi SMVholstebro. 

Kontakt

SMVholstebro
Danmarksgade 18
7500 Holstebro

info@smvholstebro.dk